Morris samlingen Logo (6k)
Go back to home
Også bindingsværksmodellerne var udbredte tilbage i firserne.




















Historie

Det var kærlighed ved første blik, da Oluf Søgaard i midten af 50'erne for første gang havde fingrene i en Morris Minor. I 1967 startede han sin egen forretning, Søgaards Autoværksted i Silkeborg, og det skulle hurtigt vise sig at blive en driftig virksomhed, næsten udelukkende med salg og reparation af Morris'er. Han har idag alt i alt indregistreret omkring 2500 Morris Minor biler. Nogle af dem endda adskillige gange, for som han siger: "Jeg kunne altid se, om det var mig selv, der havde sat dem i stand, - det blev altid gjort efter de originale forskrifter".

De fleste reservedele, der blev brugt, samlede han selv gennem alle årene. Hans store lager var, sammen med bilsamlingen, gemt væk i nærliggende haller. Herudover var der, som idag, mulighed for at skaffe nye reservedele både i Danmark og fra bilens hjemland, England. Den dag idag har han stadig en del af lageret og bilsamlingen.

Idag kan Oluf Søgaard påstå, og ikke helt uden grund, at næsten alle Morris'er, der kører på de danske landeveje, er solgt eller repareret på Søgaards Autoværksted. I gennemsnit har han vel solgt ca. 20 - 30 biler om året. Rekorden blev nået i 1980 med 71 eksemplarer. Almindeligst er naturligt nok 2-dørs saloon-modellen, da det var langt den mest udbredte. Han har dog også solgt adskillige af 4-dørs saloon, Traveller, van-modeller, pick-up'er og endelig af Tourer'en, den meget sjældne og uhyre efterspurgte cabriolet-model.

Som årene er gået, frem til han stoppede sin forretning, er omsætningen af disse biler naturligt nok faldet, da det blev stadig sværere at finde gode og sunde eksemplarer. Af de ca. 45.000 Minor'er, der ialt er blevet importeret til Danmark, anslår Oluf Søgaard at der idag endnu er omkring 1.800 tilbage. P.t. er ca. 1.600 indregistrerede og dermed i regelmæssig drift.